Om alt er sandt står jeg ikke inde for, men det er helt sikkert det, som min faster huskede. 
Den er skrevet kort før Rita blev helt blind som godt 50 årig. Hun blev under sit ophold på blindeinstituttet i Hellerup, hvor hun boede en lidt længere periode opfordret til at skrive sine memoirer. Jeg vil gætte på i 1990’erne en gang, men jeg er ikke sikker.
Jeg havde jævnlig kontakt med hende i periode, og hun fortalte mig om bogprojektet, som jeg mener hun kaldte sin anetavle, men jeg talte aldrig rigtigt med hende om den efter den blev færdig, mens hun levede. 

Den fik jeg så senere denne sort/hvide kopi af.

Der er mange andre rørende og dybt tragisk scener, der med god grund, kan presse en trang til tårer frem. 
Det er er utroligt at vores familie overlevede, og det burde måske få dagens unge til at tænke lidt over, hvor er det vi selv stammer fra, hvordan vores families opvækst vilkår var for 2-3 generationer siden.

Jeg ser en glimrende Lars von Trier film for mig når jeg læser den.

Bogen kan læses her og i farver her