Det var ikke nogen god dag at være til koncert på. Peter Green virkede lammet – af medicin eller det der er værre.

Han lagde ud med Key to the Highway, hans lungekraft var ikke meget over svag tale ned til sagte hvisken. Guitarspillet var ikke meget bedre. Modløst og uden saft og kraft.


Enkelte numre fremtod, som kopi numre spillet af bandet, nærmest uden Peter Green. Bandet var kompetent omend helt anonymt. Kun på få numre midt i sættet turde Peter Green at spille igennem, først med James Carrs “On The Dark End of the Street” blev der løsnet lidt op. Derefter fulgte ” Oh Well”, som var det første nummer hvor han ligesom turde at spille sit riff med den kraft det fortjener. “Albatross” der fulgte efter kom fint ud, omend uden den spændstighed der er i nummeret.

Bandet balancerede på en kvivsæg mellem at dække over det, der manglede, uden at fjerne Peter Greens rolle helt. Det var en ulige kamp og publikum tabte – for mit eget vedkommende 245 kr som det på ingen måde var værd.

Aftens højdepunkt var i virkeligheden en parantes nemlig opvarmning af Poul Lamb og Jimmi Dickenson. En fin opvisning i mundharpe teknik, men desværre barberet for følelser, som er så vigtige i bluesmusik.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.